Hvorfor nøjes med at drømme

– når der findes en bog, der detaljeret beskriver, hvordan drømmen kan gå i opfyldelse? Du kan tilmed købe bogen som både papir- og e-bog og for mindre end prisen for fire pakker cigaretter. Blot søg den på www.pricerunner.dk https://www.pricerunner.dk/pl/802-2001726318/Boeger/Din-sidste-cigaret-Saadan-bliver-du-lykkelig-x-ryger-uden-vaegtproblemer!-(Paperback-2019)-Sammenlign-Priser

Eller som e-bog på: https://www.saxo.com/dk/din-sidste-cigaret_torben-madsen_haeftet_9788799775477

Bogen er skrevet af Torben Madsen, og bygger på hans nu 34 års erfaring som selvstændig psykoterapeut og rygestopkonsulent. Torben Madsen er blandt andet kendt for at være den (vist nok) eneste i landet, der praktiserer rygeafvænning med skriftlig garanti for at klienterne ikke spilder penge på hans afvænningsterapi. MEN inden du evt. beslutter dig for at købe, bør du læse nedenstående om bogen. Så ved du nemlig, om bogen er den rigtige for dig – eller en anden ryger, som du gerne vil hjælpe.

Bogen “Din sidste cigaret” er baseret på en erkendelse af, at mislykkede rygestop skyldes en eller flere af følgende forhold:

  • Rygeren er ikke tilstrækkeligt motiveret.
  • Rygeren tør ikke træffe den endelige beslutning om at blive ikke-ryger.
  • Rygeren frygter eller forventer et nederlag.
  • Rygeren gør sig selv til offer frem for til sejrherre.
  • Rygeren undervurderer sin fjende, Nikotindjævelen.
  • Rygeren tror, han kan klare sig med nikotinerstatninger.
  • Rygeren mangler de rette ”redskaber” til at undgå tilbagefald.
  • Rygeren forsøger at blive festryger.
  • Rygeren mangler opbakning fra familie og venner.
  • Rygeren tager på i vægt.

Bogen er disponeret som beskrevet i denne indledning:

Syv grunde til fortsat rygning

Der findes som bekendt mange grunde til at kvitte smøgerne, men der findes også grunde til at fortsætte som ryger, og det er ofte dem, vi kan lære mest af, når målet er den sidste cigaret. Af samme grund har jeg valgt at disponere denne rygestopguide efter nedenstående syv af de mest benyttede grunde til fortsat rygning.

 Dermed ikke sagt, at du kan nøjes med at læse om den eller de grunde, der passer bedst på dig. Det kunne måske være nok til, at du holder op med at ryge, men én ting er at holde op, en anden er at holde ud, og dét lærer du om gennem hele bogen.

1. Tør ikke stoppe

Den første grund til at fortsætte som ryger er, at man ikke tør andet. Måske fordi man har hørt om andres svære lidelser under et rygestop, herunder at de tog på i vægt. Man har måske også hørt om x-rygere, der blev stressede, triste, hysteriske eller kedelige samt de mange, der begyndte at ryge igen ved førstkommende fest.

Dén slags kan naturligvis skræmme mange fra selv at vove forsøget, og det samme kan for øvrigt udsigten til måske at fejle og dermed udstille sin egen svaghed. Prøv blot at sammenligne disse to udsagn:

– Jeg ku’ da godt holde, hvis jeg altså ville!

– Jeg kan ikke klare mig uden cigaretter!

Det første udsagn udstråler styrke og selvkontrol, det sidste svaghed – og hvad vælger man så?

Denne grund kan du læse om i kapitlet ”Den svære beslutning”. 

2. Vil ikke stoppe nu

Den anden grund er, at rygeren venter og venter på det helt rigtige tidspunkt for at ryge den sidste cigaret. Et tidspunkt hvor der ikke er højtider, fester eller ferie rundt om hjørnet, og hvor man samtidigt er helt på toppen såvel psykisk som fysisk.

Læs mere om denne grund i kapitlet ”Hvornår skal man stoppe?”

3. Vil ikke stoppe – nok

Den tredje grund er, at rygeren finder flere fordele ved at ryge end ved at stoppe. Fordelene er først og fremmest hygge og afslapning, og ulemperne er økonomiske og praktiske. De fysiske skadevirkninger tror rygeren til gengæld ikke meget på. Måske fordi han selv har en frisk, storrygende moster på 95 år, eller hans læge har erklæret ham for helt igennem sund og rask – på trods af rygningen. Dét burde jo ikke være muligt, hvis hver af dagens tyve cigaretter indeholder så mange giftstoffer, som de velmenende helbredsfanatikere påstår.

  Og hvis endelig det skulle være rigtigt, mon så ikke skaden allerede er sket?

Læs om denne grund i kapitlet ”Motivationen er et og alt”.

4. Kan ikke stoppe selv

Den fjerde grund er, at man allerede har forsøgt at kvitte cigaretterne, måske et utal af gange – og uden succes. Så hvorfor ikke blot acceptere, at man åbenbart er ”dømt” til at leve sit liv som ryger – hvad enten man vil det eller ej?

Denne grund ser vi på i kapitlerne ”De sidste cigaretter” og ”De første røgfrie dage”.

5. Kan godt holde op – men ikke ud

Den femte grund er, at det ikke nytter noget at kvitte cigaretterne. Alle ens erfaringer viser nemlig, at det kun er et spørgsmål om tid, før man ryger igen.

Læs om denne grund i kapitlet ”Røgfri men endnu ikke frelst”.

6. Kan ikke klare abstinenserne

Den sjette grund er, at man tidligere har oplevet stærke fysiske eller psykiske abstinenser.

  Det kan du læse om i kapitlet ”Den hårde kerne”, men jeg vil stærkt opfordre dig til først at læse de øvrige kapitler – selv om du nu føler dig overbevist om, at du tilhører denne ”kerne”.

Denne grund er som nævnt omtalt i kapitlet ”Den hårde kerne”.

7. Tager på i vægt

Den syvende og sidste grund er kropsvægten. Efter et rygestop stiger den 2-3 kilo – hvis man ikke gør noget for at modarbejde det. For nogle få rygere stiger vægten dog langt mere, og dermed står de blot med en anden helbredsrisiko. Så hvorfor ikke beholde den risiko, man er vant til?

Dét kan du læse om i bogens anden del ”Lær at spise mindre og forbrænde mere”.

Rygestop uden vægtproblemer

I bogens anden del lærer du som nævnt at spise mindre eller forbrænde mere, og den læring er baseret på følgende erkendelser:

  • Den vægt, der tabes hurtigt, kommer også hurtigt igen.
  • Et varigt vægttab forudsætter varige ændringer, ikke en kur.
  • Ingen kan vedvarende ændre på alle deres spisevaner, men alle kan ændre på 10-15 % af vanerne.
  • Din succes skal måles på din evne til at bryde disse vaner, ikke på ”dagens vægt”.
  • Et succesfuldt brud med indgroede vaner kræver planlægning.
  • Overvægtige mennesker er lige så forskellige som normalvægtige. Den bedste planlægning er derfor den, der er tilpasset den enkelte person.
  • Det er bedre med en halv times glad motion end en times sur motion.

Anden del er lige så anvendelig for dem, der ønsker at tabe sig som for dem, der ”blot” vil undgå at tage på efter rygestop.

Du kan se flere bøger af samme forfatter på http://www.osea.dk